Børn & unge

Jakob Martin Strid vinder stor pris

Vinder af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris går i år til "Den fantastiske bus" af tegneren Jakob Martin Strid fra Danmark.

Af Rita Jakobsen

Tags

Bogpriser

Jurys motivering 

Med 18.500 hestekræfter kører "Den fantastiske bus" lige i hjertekulen på læseren med sin episke fortælling om vigtigheden af fantasi og fællesskab. Jakob Martin Strid har været 15 år om sit 2,5 kilo tunge og 40 cm brede mesterværk om Taku, en lille grå drengebjørn, som sammen med de andre fra havnen i byen Anhstarr City forsøger at redde Timo. 

At bladre gennem tegningerne af bussen, da det endelig lykkes dem at få den til at flyve, er en fuldstændig magisk oplevelse. Tiden synes pludselig at standse i det ellers hæsblæsende roadtrip af en fortælling over nordlys, Nordpolen, tundra, Det Sidste Land med forladte atomkraftværker og den væmmelige blækspruttediktator, som tvinger børn til at aflevere deres fødselsdagsgaver. Den egentlige hovedperson i værket er bussen selv. Vi følger den skrumle og bumle afsted, indtil den som sagt flyver. Først jorden, derefter himlen.

Værket emmer af referencer til bl.a. Claus Deleuran, Richard Scarry, Moebius og den japanske animationsmester Hayao Miyazaki. Illustrationerne er detaljerige (bussens mekanik bliver gavmildt fremvist) og med en storslået farvepalet. Strid har en evne til at skabe stemninger i sine billeder, så man mærker varmen fra fællesskabet inde i bussen såvel som kulden fra samfundet og støvregnen udenfor. 

I vanlig Strid-stil er grundtonen anarkistisk, humanistisk og antikapitalistisk. Flokkens hjemmelavede huse skal rives ned, fordi der skal bygges nyt, men fællesskabet sejrer til sidst.

Strid har tidligere været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris børn og unge i 2018 med "Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor"

(Kilde: pressemeddelelse fra Nordisk Samarbejde - Norden.org)

Den fantastiske bus - Gyldendal
Den fantastiske bus - Gyldendal