Hjertevarme hverdagshistorier for de mindste
Der bliver udgivet en lind strøm af billedbøger hele året rundt. Nogle af perlerne er svenske Maria Nilsson Thores hjertevarme billedbøger for de mindste.
Af Brita Hecker

Maria Nilsson Thores illustrationer og historier emmer af charme. Ofte med et skævt og kærligt blik på hverdagsliv og relationer.
Hun har en fantastisk sans for farver, former og perspektiv. Hendes stil er bløde farver og naturlige elementer, hvilket giver hendes illustrationer en følelse af ro og magi.
At være bange og drage omsorg
I bogen ”Plop!” fra 2023 lander en nød på lille Oskars hoved, lige ned i hans hue. Det viser sig et være et ængsteligt lille plantefrø.
Jeg faldt pladask for illustrationen med drengen med de store runde øjne og nødden, der falder ned i hans røde hue.
Sikke en fantastisk forside til en billedbog. Man har straks lyst til at læse om, hvad der sker.
Bogen handler om at lære at drage omsorg og at alle kan være bange for det nye og ukendte.
Identitet og selvværd
I billedbøgerne om Dim fra 2024 møder vi en lille ting – en dims – der føler sig usynlig og uvigtig.
Dim ved ikke helt, hvad den er eller hvad dens formål er. Den føler sig derfor uden betydning. Efterhånden opdager Dim, at den faktisk har en vigtig rolle og kan være til stor nytte.
Bøgerne er finurlige og varme fortællinger om identitet og selvværd og om at finde sin plads i verden.
At gå til eller over grænsen
I billedbogen ”Grænsen" fra 2022 er temaet børns nysgerrighed over for voksnes regler og grænser.
Historien følger pigen Nora, som opdager en tyk, rød streg i hjørnet af gården, hvor hun bor – en grænse, som de voksne har markeret, og som børnene ikke må krydse.
Mens de fleste børn leger inden for de tilladte områder, føler Nora en stærk trang til at udforske, hvad der ligger på den anden side af den røde streg.
Hun begynder at tænke over, hvad "forbudt" egentlig betyder, om det er det samme som "farligt".
Hvad mon sker, hvis man bare går lidt over grænsen?.
Bogen giver anledning til en god snak med barnet om grænser, regler og normer.
For os der lever med en geografisk grænse, kunne det også være en snak om, hvad der er ovre på ”den anden side”. Ved enhver grænse, er der noget, der slutter og noget nyt, der starter.