Erlend Loe

Erlend Loe

»En multikunstner, der i høj grad har præget norsk kulturliv gennem de seneste 20 år,« sådan beskrev juryen Erlend Loe ved uddelingen af Liv Ullmann-prisen i 2016.

Og Erlend Loe har da også bevæget sig vidt omkring som forfatter til både bøger for voksne og børn, filmanuskripter, anmeldelser og politiske kommentarer. På dansk er han aktuel med Giæver og Iunker, som udkom i april i år.

Erlend Loe. Foto: Anna Julia Granberg.
Erlend Loe. Foto: Anna Julia Granberg.

Personlig krise

Erlend Loe debuterede i Norge som 24-årig i 1993 med romanen Tatt av kvinden / Kvinden flytter ind, hvor en mand på grund af ubeslutsomhed og dårlig kommunikation pludselig bor sammen med en kvinde. Han må købe årskort til svømmehallen for at få lidt fred. Bogen udkom på dansk i 2007. Det store gennembrud kom i 1996 med Naiv. Super, som blev en stor succes også internationalt. Efter at den 25-årige hovedperson taber et spil kroket til sin bror, får han en personlig krise, og alt virker pludseligt meningsløst. Handlingen i Loes romaner er ofte absurd og har en humoristisk tone, hvor der under overfladen er alvor og samfundskritik.

Andreas Doppler

I trilogien Doppler, Volvo Lastvagnar og Enden på verden som vi kender den skrev Loe om Doppler, som er ramt af en midtvejskrise og flytter fra familien og ud i skoven nær Oslo. Her får han en elgkalv som ven. Han er træt af kompetente mennesker og søger ensomheden, ikke alene for sin egen skyld, men også for at beskytte andre mod hans negative indstilling. Romanerne udkom i 2004, 2005 og 2016 og blev en kultserie.

Nabostrid

I april 2024 udkom romanen Giæver og Iunker på dansk. Den gamle Giæver ligger for døden, og i den sidste tid fortæller han unge Giæver familiens stolte historie og giver praktiske og meget detaljerede anvisninger på alt fra ophængning af mejsekugler, kvinders hang til pyntepuder og at man aldrig skal stole på en mand i fløjlsbukser. Men meget vigtigt er det at fortælle næste generation alle detaljer om familiens 800 år lange konflikt med tumperne fra Iunker-familien på nabogården.

Fra ensomhed til venskab

Loe har blandt andet skrevet Muleum fra 2007/2008 om den ensomme og fandenivoldske Julie, der er mere bange for livet end døden. I 2009/2010 kom Stille dage i Mixing Part, en sort humoristisk samlivsroman, i 2011/2013 Fvonk, historien om venskabet mellem en tidligere gå- og motionsentusiast og en lidt træt statsminister ved navn Jens. I Status fra 2013/2014 ser den faldne digter Nina Faber rødt efter en dårlig anmeldelse. Dyrene i Afrika fra 2018/2019 er en historie om magtløshed, aktivisme, afvigelse og uhæmmet begær. I Helvede, 2019/2020, finder nyskilte Rakel en trappe i haven, der fører lige ned i helvede.

At cykle

Erlend Loe har altid cyklet meget både i skoven og byen. I 2019 blev han udfordret af en ven og begyndte at cykle på ethjulet cykel. I 2020 udkom Forhandle med virkeligheten. Ett år på ett hjul.

»Og det er ikke så let, som man tror,« sagde Erlend Loe i Boktips på https://cappelendamm.no. Også i 2023 var cykler temaet i romanen Drømmenes sykkelregister, der handler om Solveig, som får en cykel stjålet i en drøm og opdager, at forsikringen ikke gælder for cykler, som stjæles i drømme. Forlaget Cappelen Damm kalder den en solskinhistorie. De to bøger er endnu ikke oversat til dansk.

Film og bøger

Erlend Loe er født i Trondheim i Norge og har læst folkemindevidenskab og film- og litteraturvidenskab. Han er anmelder og oversætter og er desuden uddannet filmmanuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og har tidligere blandt andet arbejdet på en psykiatrisk klinik og som freelance journalist. 

I 2014 viste NRK tv-serien Kampen for tilværelsen, som Loe skrev i samarbejde med Per Schreiner og Bjørn Olaf Johannesen. Sammen har de også lavet krigssatiren Gutta på skauen i 2022.

Loe har skrevet manuskriptet til den prisbelønnede film Nord, der blev instrueret af Rune Denstad Langlo.  

Sammen med instruktøren Henrik Ruben Genz er han gået flere hundrede år tilbage i tiden og har lavet den danske film Tordenskjold & Kold.

»Det er egentlig ikke så mærkeligt, som det måske lyder. For vi behandler Tordenskjold som et moderne menneske. Det er på en måde hele pointen,« fortalte Erlend Loe til Jeppe Bangsgaard 24. januar 2016, Berlingske.

Forfatteren har skrevet flere børnebøger. I 2023 udkom højtlæsningsbogen for børn Herman: historier fra en anderledes barndom. Erlend Loe skrev teksten til den delvis selvbiografiske bog om den ADHD-diagnosticerede norske komiker Herman Flesvigs barndom, dog uden at diagnosen nævnes.

Mød Erlend Loe