Lad dit barn læse tegneserier!
Tegneserier er stadig behæftet med den fordom, at genren ikke er "rigtig" litteratur. Men holdningerne har ændret sig. Der er efterhånden mange beviser på, at det kan være godt for dit barn at læse tegneserier, og at genren kan være et vigtigt værktøj til at vække læselysten hos dit barn.
Af Nikolai Lengefeldt
Vores søn Linus er lige startet i fjerde klasse. Han elsker tegneserier, og hans absolutte favorit er serien om Anders And. Han ejer efterhånden så mange eksemplarer, at jeg nogle gange tror, at han har nok inventar til at starte sin egen tegneseriebutik, når han flytter hjemmefra.
Han kan sidde med hæfterne i timevis og fortabe sig i de vidunderlige verdener, som onkel Anders, nevøerne Rip, Rap og Rup og deres stenrige grandonkel Joakim von And roder sig ud i på deres mange eventyr.
Vi er som forældre utrolig glade for, at Linus selv finder glæden ved at læse. Men vi er også begyndt at spørge os selv, om det ikke er på tide, at drengen begynder at læse ”rigtige” bøger. Det er nemlig den holdning, vi selv er vokset op med: at det er fint med tegneserier, men at man også skal huske at læse rigtige, tekstbaserede bøger.
Men er det nu også rigtigt?
Tegneserier booster læselysten!
Marianne Eskebæk Larsen, som er Lektor og jurymedlem i Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, har allerede i september 2022 i Dagbladet Information argumenteret for en ny tilgang til litteratur. Det sker ved at gøre op med et forældet, litterært hierarki, hvor man siger, at nogle genrer er bedre end andre. Hun henviser til undersøgelser, der viser, at mange børn mister læselysten, når de bliver ældre. Her kan tegneserier være et tilbud, der fanger ældre børn og som booster den frivillige læsning, som undersøgelserne i projektet ”1 år med tegneserier” fra Dansk Forfatterforening fra 2022 har vist.
Læs! Ligemeget, hvilken genre
Og det er netop den lette, farverige og fantasifulde tilgang til at fortælle historier, der fænger børnene. De positive sider af tegneserielæsningen oplever vi i hvert fald også herhjemme hver dag. Vi kan tydeligt se, at Linus ordforråd udvikles ud fra det, han læser. Historierne giver også ofte anledning til samtaler omkring spisebordet – noget vi stort set aldrig oplever med teksttung pligtlæsning i skolen.
Vores konklusion er derfor, at det er fedt, at han læser tegneserier - netop fordi han læser. Vi kommer sikkert til at tilbyde ham den ene eller anden roman på et tidspunkt. Ikke fordi tegneserier er dårlig læsning, men fordi andre genrer byder på en anden læseoplevelse, som han måske ikke ønsker at gå glip af, når han er klar til at give slip på billederne.