- Tid
- 18:55 - 20:30
- Bibliotek
- Flensborg Bibliotek
- Adresse
-
Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland
I disse år er mange dyre-, plante- og svampearter i massiv tilbagegang eller allerede uddøde – både i Danmark og i mange andre lande. Men hvornår begyndte nedgangen og hvad er årsagerne? Hvordan kunne mange planter og sommerfugle alligevel finde levesteder i middelalderens danske kulturlandskab – f.eks. side om side med landbruget?
Vi har nøglen til at redde den vilde natur
Truslerne mod den vilde natur er menneskeskabte, men vi mennesker har også nøglen til at vende tilbagegangen til fremgang.
I aftenens foredrag vil du høre tre eksperter fortælle om årsagerne til den vilde naturs tilbagegang og om mulighederne for at vende udviklingen:
- Rasmus Ejrnæs, professor i biodiversitet, vil tage dig med tilbage til vores dybe forhistorie til en tid, hvor planeten endnu myldrede med store, eksotiske dyr – blandt andet huleløver.
- Hans Henrik Bruun, professor i økologi, vil være din guide på en tidsrejse gennem det historiske landskab, som var domineret af blomster- og insektrige enge og overdrev med bredkronede træer. Derudover tager han os med til 1800-tallets industrialisering af landbrug og skovbrug.
- Anne Eskildsen, ph.d. i biologi og naturrådgiver, vil tage dig helt frem til nutiden, hvor biodiversiteten er presset, men hvor flere aktører melder sig på banen i kampen om at skabe bedre forhold for den vilde natur i Danmark. Hør Anne fortælle om en række naturforbedrende projekter, der allerede er søsat eller planlagt rundt omkring i Danmark – både initiativer hos private borgere, hos myndighederne og hos store og små erhvervsvirksomheder.
Lær om naturens spilleregler
Du vil i foredraget få indsigt i naturens spilleregler – herunder de naturlige økosystemer i Danmark – da det at kende naturens spilleregler er en del af løsningen, som for alvor vil give plads til de truede arter.
Tilmelding
Vær med på Flensborg Bibliotek, når vi følger foredraget, som streames live fra søauditorierne på Aarhus Universitet.
Fri entré.
Hvad er Offentlige foredrag i Naturvidenskab?
Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kommer du tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Engagerede forelæsere holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.
Foredragene livestreames fra Søauditorierne på Aarhus Universitet og arrangeres af Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet, og udbydes sammen med Carlsbergfondet.