AFLYST! Tove Ditlevsen var min mormor - En familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse
- Tid
- 19:00 - 20:30
- Pris
- Entré: € 7
- Bibliotek
- Flensborg Bibliotek
- I samarbejde med
-
- Sprogforeningen i Sydslesvig
- Den Slesvigske Kvindeforening
- Kvinder i Sydslesvig
- Adresse
-
Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland
+++ På grund af sygdom er vi desværre nødt til at aflyse arrangementet ”Tove Ditlevsen var min mormor - En familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse” nu på mandag den 30. september kl. 19:00 på Flensborg Bibliotek.
Foredragsholder Lise Munk Thygesen vil stadig meget gerne komme til Flensborg, så du får mulighed for at høre foredraget en anden gang. Vi arbejder på en ny dato, som enten kommer til at ligge her i efteråret eller i starten af 2025. +++
Tove Ditlevsen skånede aldrig sig selv. Hele Danmark kunne læse om hendes selvmordsforsøg, narkomani og kaotiske familieliv. Toves familie, de ufrivillige biroller i hendes forfatterskab, har været tavse - indtil nu, hvor Lise Munk Thygesen fortæller sin, og kvinderne i hendes families, historie.
Lise var 12 år, da hendes berømte mormor tog sit liv. Gammel nok til at opfatte uroen i sin familie, men for ung til at forstå den. Da Lises mor, Helle Munk, døde, efterlod hun en mappe til sin nu voksne datter med titlen “Hemmeligheder”. Det tog Lise flere år at finde modet til at åbne den. Da hun endelig gjorde det, kunne hun begynde at stykke alt det usagte sammen.
Overleveret igennem generationer
Hendes bog er en historie om syv generationers kvindeliv og alt det, der er gået i arv - misbrug, overgreb og svigt. En fortælling om tilgivelse og kærlighed, ikke mindst til den mor, Lise har savnet hele livet. Et opgør med den tavshed og skam, der har forhindret familiens kvinder i at frigøre sig.
“Det er en historie om, hvordan adfærd og tankemønstre overleveres igennem generationer og påvirker vores livsvalg (.) Min fortælling er samtidig et bidrag til historien om Tove Ditlevsen, uden på nogen måde at være en biografi.” - Lise Munk Thygesen
Om foredragsholderen
Lise Munk Thygesen er født 1963 i København. Hun er mor til to voksne døtre og har boet i England i en årrække. Hun har været både frivillig og ansat hos organisationen Danner, der kæmper for en verden fri for vold mod kvinder og børn, og også siddet i Danners bestyrelse. “Tove Ditlevsen var min mormor” er hendes første bog.
Billetter
Entré: 7 Euro.
Arrangeret af Dansk Centralbibliotek, Sprogforeningen i Sydslesvig, Den slesvigske Kvindeforening og Kvinder i Sydslesvig