Leg med sproget
Læs højt 3 - 6 år
Af Casper Schack
Udarbejder: Bibliotekar Annie Christensen
lllustrator: Lea Letén
Hjælp dit barn godt i gang med sproget
Sprog er alle vegne; omkring børn, unge, voksne og gamle - lige fra vi fødes. Det skabes i hverdagen, når man er sammen, læser og leger. At læse sammen udvikler dit barns ordforråd, begrebsverden og evne til at læse selv, og læsestunden knytter også bånd mellem jer.
Børn lærer og forstår med sanserne forrest, når de leger og udforsker. Det er godt for deres koncentration og hukommelse, når sproget opleves med kroppen. Gå ombord i bøger, der inviterer til leg, og hvor dit barn kan digte med og bruge kroppen.
5 ting, du kan gøre for at hjælpe dit barns sprog godt på vej
- Læs på barnets præmisser. Forvent ikke, at dit barn sidder stille. Leg, bevæg jer og brug genstande, mens I læser. Når sanserne aktiveres, hjælper det på koncentrationen.
- Tal om det, I læser. Hold øje med hvad, der optager dit barn. Stil spørgsmål og vent på svar. Forklar nye ord og relatér dem til hverdagen.
- Læs én gang til. Børn elsker at høre den samme bog igen og igen. Gentagelser skaber tryghed og integrerer nye ord i ordforrådet.
- Læs overalt. Gå på jagt efter tal, bogstaver, ord og symboler i omgivelserne og i hverdagens rutiner.
- Lad bøgerne være tilgængelige. Placér dem et sted, hvor dit barn selv kan nå dem.