Håndboldrus!

Håndboldfans glæder sig lige nu. Fra 14. januar er der VM i herrehåndbold - denne gang også med kampe i Danmark. Håndbold er utrolig populært i Danmark. Men hvorfor egentlig?

Af Rita Jakobsen

Håndbold - Pixabay
Håndbold - Pixabay

Håndbold er en stor ting i Danmark og meget populært. Rigtig mange spiller i foreninger og professionelle klubber - lige fra små børn til friske pensionister. Og fans er der lige så mange af - kongelige, kendte og helt almindelige mennesker.

 

Håndbold i 125 år

En af grundene til populariteten er, at håndbold blev opfundet i Danmark. 

Vi skal helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. Om de to ophavsmænd skriver Lex.dk: 

"Løjtnant og lærer Rasmus Nicolai Ernst (1872-1937) i Nyborg udarbejdede i 1897 regler til et håndboldspil, men det er kaptajn i artilleriet (senere oberstløjtnant) Holger Nielsen (1866-1955), der oftest sættes i forbindelse med håndboldspillets oprindelse og udbredelse.

Som gymnastiklærer på Ordrup Latin- og Realskole havde Holger Nielsen i 1898 forbudt sine skoleelever at sparke til bolden, inden han kom til time, men som en konsekvens heraf opstod der blandt drengene en boldleg, hvor udelukkende hænderne blev benyttet."

Vi kan vist godt sige, at håndbold derved blev opfundet ved en tilfældighed!

 

De første spil

I 1903 blev håndbold første gang afprøvet ved et idrætsstævne på Cykelbanen i Ordrup. I 1904 skete det ved et skoleidrætsstævne i Randers.

I 1906 udgav Holger Nielsen det første regelsæt om håndbold, "Vejledning i Haandbold". Først i 1907 blev den første egentlige kamp spillet i Helsingør mellem Ordrup Latin- og Realskole og Helsingør Højere Almenskole.

 

Gennembruddet i Danmark

Fra starten af 1930'erne fik håndbold for alvor sit store gennembrud i Danmark.

Spillet bredte sig fra skoler til foreninger i byerne og på landet. Og håndbold var lige populært blandt mænd og kvinder. Det har det været siden.

 

Plads til alle

Selv har jeg spillet rigtig meget håndbold i alle mine teenageår fra ca. 1977 - 1984 - både indendørs og udendørs. Jeg blev aldrig dygtig nok til 1. holdet, men nød alligevel stor spilleglæde og fællesskab på 2. holdet. 

Grundlæggende er fællesskabet og glæden ved sport noget af det, man i Danmark er rigtig god til. 

Det hører simpelthen til nogle af de danske sportslige grundværdier: Plads til alle, og det skal være sjovt.

 

Danmark i top

Nu om stunder er håndbold meget udbredt i hele verden. Men vi kommer ikke udenom, at især Danmark og Norge samt et par andre europæiske hold som regel altid ligger i top 3.

 

Biblioteket har rigtig mange bøger om håndbold og de store håndbold profiler. Se et udvalg herunder!